WAGNER, STJERNER & EN ENSOM PRINS
Ludwig 2.s barndom på Hohenschwangau: Wagner & stjernerne
Den unge Ludwig II voksede op isoleret på Hohenschwangau, omgivet af vægmalerier med svanefortællingen — og som konge inviterede han senere Richard Wagner til at bo der en uge i 1865.
Check dates and availability ↗En barndom med lidt forældrekontakt og masser af legender
Ludwig II blev født i 1845 og voksede for en stor del op på Hohenschwangau sammen med sin lillebror Otto, der blev født tre år senere. Deres forældre, kronprins Maximilian og prinsesse Marie, holdt et formelt hof, og efter alt at dømme tilbragte drengene langt mere tid sammen med tjenestefolk, lærere og guvernanter end med nogen af forældrene — en afstand, der satte spor i dem begge. Det, der i stedet omgav dem, var selve slottet: rum efter rum malet med Lohengrins svanefortælling, de gamle Schwangau-ridderes middelalderlige sagaer og germansk mytologi. Længe før Ludwig nogensinde hørte Wagners musik, voksede han op midt i dens stof, omkranset af vægmalerier, der fortalte præcis den slags historier, han senere ville bruge en formue på at bygge for sig selv.
Otto, den mere stille bror
Otto delte næsten nøjagtigt Ludwigs barndom på Hohenschwangau — de samme fjerne forældre, de samme malede rum, de samme lærere — og alligevel formede de to brødres voksenliv sig vidt forskelligt. Otto viste ingen tegn på sygdom som dreng; først efter at have tjent i den fransk-preussiske krig i begyndelsen af 1870'erne begyndte han at lide af alvorlig angst og depression, og i midten af 1870'erne erklærede lægerne ham formelt mentalt syg. Han efterfulgte nominelt Ludwig som konge i 1886, men regerede aldrig i praksis og levede de følgende årtier for en stor del isoleret fra offentligheden. Det er en nøgtern fodnote til en barndom, der ellers huskes for sin eventyrlige ramme — to drenge, der voksede op omgivet af de samme eventyrlige vægmalerier, og hvis liv derefter tog meget forskellige og til tider meget vanskelige veje.
Rummet, hvor stjernerne kom frem
Efter sin fars død i 1864 satte den nykronede attenårige Ludwig sit eget præg på familieslottet og bestilte en kunstfærdig installation i sit soveværelse: et loft malet som en nattehimmel med en måne og stjerner, der kunne tændes på kommando. Beretningerne varierer en smule om den præcise mekanisme og beskriver skjulte olie- eller petroleumslamper kombineret med spejle indsat i gulvet ovenover, konstrueret til at projicere illusionen af stjerner, der glødede over hovedet — sammen med en skulptureret klippeformation og et fungerende miniature-vandfald andetsteds i rummet. Det er en tidlig, småskala prøve på den teatralske, konstruerede fantasi, som Ludwig senere forfulgte med langt større omkostninger på Neuschwanstein og Linderhof — et bevis på, at hans smag for mekaniseret vidunder begyndte her, i et barndomssoveværelse, ikke med de berømte slotte.
Wagner kommer på besøg
Ludwig havde allerede gjort Richard Wagner til sin mærkesag, da han inviterede komponisten til Hohenschwangau i november 1865 — de to havde først mødt hinanden året før i Münchens Residenz den 4. maj 1864, et par måneder efter hans tronbestigelse. Det besøg i november varede det meste af en uge, hvor konge og komponist tilbragte lange stunder sammen ved klaveret og i samtale, efter alt at dømme et intenst, næsten altopslugende møde mellem to ånder. Wagner var på det tidspunkt allerede blevet installeret af Ludwig i en villa i München, så de to nemt kunne mødes der. Forholdet skulle senere finansiere noget af Wagners mest betydningsfulde sene værk — og det begyndte i vid udstrækning i de samme rum, hvor unge Ludwig var vokset op omgivet af svaneridderlegenden, som Wagners egen Lohengrin havde gjort berømt over hele Europa.
Fra drengen med svanemalerier til Svanekongen
Det er ikke svært at drage en linje fra vægmalerierne på Hohenschwangau til den voksne Ludwigs besættelser. Svanen fra de gamle Schwangau-riddere, malet overalt i hans barndomshjem og dramatiseret i Wagners Lohengrin, blev nærmest et personligt emblem — den optrådte i hans korrespondance, hans inventar og til sidst i selve navnet på det slot, han byggede på den anden side af dalen: Neuschwanstein, den nye svanesten. Hvor Hohenschwangaus svanemotiver var nedarvede og malet en generation før Ludwigs fødsel af hans fars dekoratører, blev Neuschwansteins valgt og betalt udelukkende af Ludwig selv. Set side om side tegner de to slotte én fantasiværdens rejse — fra en dreng, der opsugede en legende fra sin soveværelsets væg, til en konge, der genopbyggede hele sin verden omkring den.
Genbesøg som konge
At blive konge i 1864 betød ikke, at man forlod Hohenschwangau. Selv mens Neuschwanstein rejste sig på klippen overfor gennem slutningen af 1860'erne, 1870'erne og 1880'erne, vendte Ludwig igen og igen tilbage til sit barndomshjem i uger ad gangen, ofte med det som base, mens han overvågede byggeriet på den anden side af dalen. Han menes at have betragtet Neuschwanstein tage form fra Hohenschwangaus egne vinduer og terrasser — sønnens fantasi bogstaveligt talt synlig fra faderens realiserede. Den vane med at vende tilbage siger noget, som vægmalerierne alene ikke kan: på trods af sit senere ry som en eneboer, der byggede stadig mere fjerntliggende og forseggjorte tilflugtssteder, slap Ludwig aldrig helt det forholdsvis beskedne, beboede slot, hvor hans fantasi først tog form.